Livet i og med sorgen

Da vi mistede Sebastian for 15 år siden, gik verden i stå! Eller sådan føltes det ihverfald for os. Men når man kiggede ud af vinduet fra Rigshospitalet, fortsatte verden som om intet var hændt! Det var meget svært at begribe, hvordan andre mennesker kunne fortsætte deres hverdag, nu Sebastian ikke længere var i live.

I det hele taget var det svært at finde en mening med at leve, hvis det ikke lige havde været for Sebastians lillebror på 5 år, som vi jo for alt i verden ville beskytte. Og for den lillesøster vi fik 10 måneder efter Sebastian forlod sit jordiske liv!

Årerne efter var en kamp om overlevelse for os alle, ikke mindst i vores ægteskab.  Ind imellem talte vi om, at det måske næsten ville være nemmere. hvis vi gik hver til sit! Men tanken om, at udsætte børnene for en skilsmisse oveni at de havde mistet deres bror, var ikke til at bære, så vi besluttede at prøve at få det til at fungere så godt vi kunne.

Med ønsket om at redde mig selv, vores børn og vores ægteskab, gik jeg igang med uddannelsen som psykoterapeut. Det viste sig at være det helt rigtige for mig/os, og samtidig med at jeg fik bearbejdet min egen sorg, fik jeg mere og mere lyst til at hjælpe andre der også kæmpede med sorgen over at have mistet.

Jeg oplevede selv dengang hvor svært det var ,at alle de velmenende mennesker omkring os, ikke havde en chance for at sætte sig ind i hvordan vi havde det. Jeg mødte proffesionelle jeg ikke kunne bruge,  fordi de af gode grunde ikke kunne sætte sig ind i min situation.

Så i årerne efter og frem til i dag, har jeg talt med mange familier i sorg og har brugt vores egen historie som eksempel, fordi mit højeste ønske er, at være et levende eksempel på, at der er lys for enden af tunellen.